Hvornår er der tale om en skattepligtig avance eller tab?
Der kan opstå en avance eller et tab i forbindelse med salg af eksempelvis et sommerhus i Danmark eller værdipapirer i depot hos en dansk eller anden ikke-spansk bank, og man skal selvangive dette på sin spanske selvangivelse og betale spansk skat af avancen.
Hvad anses ikke for en avance?
Der findes en række transaktioner, som helt eller delvist ikke anses for at være avance, blandt andet:
- Sælger af primær bolig er over 65 år. I dette tilfælde anses hele avancen for undtaget.
- Fast ejendom i byzone købt i perioden 15.05.2012 – 31.12.2012. Ved salg er 50% af avancen undtaget.
Ejertid
Det gælder generelt, at der ikke er tale om et tab, såfremt et frasolgt formuegode købes på ny indenfor det følgende år.
For noterede værdipapirer, som defineret i EU direktiv om finansielle instrumenter, må der ikke være købt tilsvarende / homogene værdipapirer 2 måneder før eller efter et salg.
I forhold til unoterede værdipapirer i samme EU direktiv gælder tilsvarende, dog med en periode på 1 år.
Beregning af avance og tab
Avance og tab opgøres som forskellen mellem anskaffelsesværdi og afståelsesværdi.
Anskaffelsesværdi: Anskaffelsesværdien udgøres af købspris tillagt omkostninger forbundet med anskaffelsen samt efterfølgende udførte forbedringer og fratrukket afskrivninger.
Afståelsesværdi: Afståelsesværdien udgøres af salgsprisen fratrukket omkostninger forbundet med salget.
Formuegode købt før den 31.12.1994: Der gives et særligt fradrag i den del af avancen, der kan henføres til perioden før den 20.01.2006.
Andre særregler: Der findes også særlige regler for opgørelse af avance, blandt andet ved salg af værdipapirer, futures og optioner, investeringsforeninger m.m.
Dokumentation
Uden behørig dokumentation anerkendes et ellers fradragsberettigt tab ikke, og tabet kan derfor ikke fratrækkes i en avance.
For at kunne blive anset for opsparingsindkomst skal en avance være behørigt dokumenteret, da den ellers vil blive beskattet som almindelig indkomst.
Avanceskattesatser
Avance og tab kan være enten almindelig indkomst eller opsparingsindkomst, renta del ahorro, afhængig af, om aktivet har været ejet i mere eller mindre end 1 år, når det sælges.
Skattesatser for opsparingsindkomst år 2020 og 2021 | ||
Euro | 2020 | 2021 |
0 – 6.000 | 19% | 19% |
6.001 – 50.000 | 21% | 21% |
50.000 – 200.000 | 23% | 23% |
> 200.000 | 23% | 26% |
Skattefri avance ved geninvestering
En realiseret avance kan være skattefri, når den geninvesteres. Det gælder i følgende tilfælde:
- Avance geninvesteres i ny primær bolig. Der er tale om primær bolig, når den skattepligtige kontinuerligt har boet i boligen i 3 år. Der er en frist på 2 år før og efter salget af den hidtidige primære bolig til at geninvestere avancen helt eller delvist i en ny primær bolig.
- Avance fra start-up geninvesteres i ny start-up. Det er blandt andet en betingelse, at aktierne, der sælges, er erhvervet efter den 29.09.2013, og at den skattepligtige har benyttet sig af start-up skattefradrag ved erhvervelsen. Der er frist på 1 år efter salget til at geninvestere, og det skal ske i en ny start-up på lignende betingelser, som dem der kvalificerer til det almindelige start-up skattefradrag.
- Avance geninvesteres i forsikrede livrenter. Denne mulighed gives kun til personer, der er ældre end 65 år. Den skattefrie avance kan maksimalt udgøre 240.000 euro og frist for geninvestering er 6 måneder. Der gælder visse krav til indholdet af policen.
Udsættelse af avancebeskatning
Avance fra salg af investeringsbeviser, der geninvesteres i andre investeringsbeviser, beskattes først på det tidspunkt, hvor der ikke længere sker en geninvestering, når investeringsbeviset er udbudt og handlet via en udbyder eller formidler registreret i Spanien hos CNMV, Comisión Nacional del Mercado de Valores.
Der skal være tale om enten en investeringsfond, fondo de inversion, eller et selskab med en ejerkreds på minimum 500 aktionærer og en ejerandel heri for den skattepligtige på mindre end 5% de seneste 12 måneder forud for datoen for et salg.
Ikke godtgjort avance
Ejerskab, angivelse og erhvervelse af aktiver og rettigheder, der ikke stemmer overens med selvangiven indkomst og formue, anses for en ikke godtgjort avance og tilføjes den almindelige skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor forholdet opdages af skattemyndighederne, med mindre det kan dokumenteres, at ejerskabet har bestået på et tidspunkt forud for det senest forældede indkomstår.
Dette er særlig relevant i forhold til kravet om at oplyse om sin formue udenfor Spanien via formular 720.
Spansk ”havelåge”
Ved flytning fra Spanien kan en ikke realiseret avance være skattepligtig., når fraflytter opfylder følgende:
- Skatteresident i Spanien 10 år ud af seneste 15 år.
- Ophører med at være skatteresident til Spanien.
- Ejer aktier / anparter med en samlet værdi på mere end 4 mio euro, eller ejer mere end 25% og værdien heraf er på mere end 1 mio euro.
Udnyttelse af tab
Tab, der anses for opsparingsindkomst, kan kun fratrækkes i avance, der er opsparingsindkomst. Et uudnyttet tab kan fremføres 4 år dog maksimalt med 25% pr. år til fradrag i avance, der er opsparingsindkomst.
Tab, der skal henføres til almindelig indkomst, kan fratrækkes i avance, der anses for almindelig indkomst. Et uudnyttet tab kan fremføres de følgende 4 indkomstår med 25% pr. år til fradrag i samme type indkomst.
Download artikel som pdf – klik her