På grund af de lammende konsekvenser af COVID-19, er der i lov 7/2002 om byplanlægning i Andalusien (LOUA) tilføjet et nyt afsnit til artikel 169, hvorved ibrugstagningstilladelse (Licencia de Primera Ocupacion) erstattes af en ansvarserklæring (Declaracion Responsable), der frigør sælger af nybyggeri for forpligtelsen til at indhente ibrugstagningstilladelse.
Det forenkler processen med overtagelse af nybyggeri, da man herved tillader benyttelse af nybyggeri fra det øjeblik, hvor bygningen teknisk set er afsluttet, og hvor ansvarserklæringen er indleveret hos kommunen.
Regeringen i Spanien har imidlertid anlagt en sag mod regionsstyret, Junta de Andalucia, vedrørende muligt forfatningsbrud, men indtil videre gælder den nye bestemmelse i forhold til ansvarserklæring / ibrugstagningstilladelse.
I henhold til forfatningsdomstolens praksis vil en fremtidig domsafsigelse ikke gælde med tilbagevirkende kraft, og således kan det forventes, at ansvarserklæringer, der er indgivet til kommunen i stedet for at afvente udstedelse af en ibrugstagningstilladelse, vil være gældende og ikke blive annuleret, såfremt forfatningsdomstolen senere måtte komme frem til, at der er tale om forfatningsstridighed.